De fem salonprincipper

De fem salonprincipper

Der er fem grundprincipper, som man kan pejle efter i alt, hvad man siger og gør som salonvært:

1. Uforstyrret samtaletid, hvor de gode samtaler er målet i sig selv

Uforstyrret samtaletid, hvor man er nærværende og fokuserer på den samtale, man sidder midt i lige her og nu. Der er ingen forstyrrende mobiltelefoner – kun andre samtalelystne gæster. En samtalesalon er ikke en workshop, hvor der skal post-its op på væggen og der skal komme noget papir ud af det til sidst. Vi er så vant til at være så ekstremt målrettede og resultatorienterede i alt, hvad vi gør. Men til en samtalesalon er selve samtalen målet i sig selv.

Det er en mulighed for fordybelse. Det er chancen for at lære nye mennesker at kende fra overraskende vinkler. At gæsterne rent faktisk møder nye mennesker og snakker sammen om emner, som de ellers ikke ville have fået snakket om. Og hvad gæsterne så tager med videre og sætter i sving efterfølgende, det kan vi som værter ikke vide eller styre. Og det ligger der en stor befrielse i. Hvis man giver samtalerne plads til at udfolde sig på deres egne præmisser uden at ville styre dem eller samle op på dem, så bliver der også plads til en masse ny og uventet energi, fordi gæsterne selv bestemmer, hvad de vil tage med sig.
 

2. Møder med mennesker, der ikke ligner én selv

Det er sjovt og inspirerende at møde mennesker, der er på en anden alder, kommer andre steder fra, har andre faglige baggrunde eller har andre livserfaringer end én selv. Det er gratis at deltage og man behøver ikke melde sig til eller vide noget om emnet i forvejen – man kommer bare, hvis det lige passer og man er i humør til en god snak.

Alle er velkomne og jo mere forskellige vi er, jo sjovere bliver det. Gæsterne er altid en broget skare.°Der plejer at komme gæster i mange aldre og med vidt forskellige baggrunde, standpunkter, tilgange og tankegange. Fælles for alle er, at de er indstillet på gode og åbne snakke – og udelukkende er der, fordi de har lyst til at snakke med nye mennesker.
 

3. Faste rammer

Med faste rammer sikrer vi, at man hurtigt kommer i gang med at tale om noget interessant. Ingen “nå, hvad laver du så” og ingen kværulanter, der sætter sig på dagsordenen – men masser af samtalestartere, spørgsmål og inspirationsoplæg, der fra start sender samtalerne i overraskende retninger.°Salonens værter byder velkommen og sørger for, at samtaleparterne°bliver mixet godt og grundigt.°Værterne har forberedt nogle samtalestartere, tankevækkere, salonteknikker og samtalemenuer – og styrer tiden, så gæsterne kan koncentrere sig om at snakke sammen.°Derfra er det op til gæsterne at lade samtalerne forgrene sig i overraskende retninger.
 

4. Alle snakker med og snakker sammen

Til samtalesalon er der ingen passive tilhørere, ingen kedelige foredrag og ingen spørgerunder, hvor kværulanter kan kapre forsamlingen når de begynder med deres “det er ikke så meget et spørgsmål, det er mere en kommentar…” hvorefter de er umulige at afbryde i 10 minutter. Der er kun nysgerrige, sidestillede samtalepartnere, der har lysten og åbenheden til at lytte opmærksomt til dem, der mener noget andet end dem selv – og modet til at lade deres egne holdninger udfordre.
 

5. Alle mennesker er spændende samtalepartnere

Vi tror på, at vi alle hver især har en masse at sige om livets og samfundets store emner. Og at det er vigtigt at høre folkets stemmer mere i debatten. På den måde er Samtalesalonerne også en god træningslejr, hvor man kan øve sig på at ytre sig i sjove og hyggelige rammer.

Comments are closed.