Samtalesalonernes hvem, hvad, hvor

Samtalesalonernes hvem, hvad, hvor

HVAD ER EN SAMTALESALON?

En samtalesalon er et samlingspunkt for folk, der gerne vil snakke med hinanden på en ny måde. Mest af alt minder det om at tilbringe en hyggelig aften på en cafe. Forskellen er bare, at til samtalesaloner kan man sagtens møde op alene, for salonværterne sørger for, at du kommer i snak med de andre spændende gæster uden at skulle bruge tid på at spørge “Nå, hvad laver du så”.

HVEM STÅR BAG?


hovederSamtalesaloner er udviklet af Nadja Pass og Andreas Lloyd fra samfundslaboratoriet Borgerlyst.
I de første 5 år – fra 2010 til 2015 holdt vi månedlige, åbne Samtalesaloner om vidt forskellige emner – og afprøvede og udviklede de metoder, du kan læse om her på siden. I dag er vi begge i gang med nye projekter og eksperimenter, så vi holder sjældent selv de klassiske samtalesaloner længere – men bygger videre på metoderne og sætter løbende nye samtaleeksperimenter i gang. En sjælden gang i mellem holder en af os også stadig en helt klassisk samtalesalon, så både stamgæster, nybegyndere og kommende værter kan opleve grundmetoderne i praksis. Vi annoncerer det både her på siden og på vores Facebook-side, men tilmeld dig vores nyhedsbrev, hvis du vil være sikker på at opdage, når der er noget nyt under opsejling.

Begge dele annoncerer her på siden og på Samtalesaloners Facebook-side, når de er under opsejling. Men den nemmeste måde at følge med er ved at tilmelde sig vores nyhedsbrev her:


Vi startede samtalesaloner, fordi vi selv savnede sådan noget som Samtalesaloner. Vi savnede nogle steder at mødes med folk, vi ikke allerede kendte – og som levede, tænkte, handlede og stemte helt anderledes end os selv – og kunne snakke ordentligt og åbent sammen. Om stort og småt. Løst og fast.

Vi savnede at kunne træde ind i et “historieløst rum”, hvor ingen allerede kendte os og forventede, at vi ville sige og mene noget bestemt – og så kunne vende nogle vigtige emner og spørgsmål sammen med andre, vi kendte lige så lidt til på forhånd, som de kendte til os.

Vi savnede, at den gode samtale i sig selv fik lov at være i fokus, uden at den hele tiden skulle resultere i konkrete nye ideer, post-its og opsamling i plenum. Vi savnede, at det i sig selv kunne være et mål at føre en god, nuanceret, fordomsfri samtale, der fik lov at udvikle sig i overraskende, krøllede retninger på den måde, som det næsten er umuligt at samtale, hvis man skal nå et konkret mål.

De bedste samtaler opstår sjældent af sig selv

Men vi kunne også godt se, at det ikke sker af sig selv. Det gør det ofte i udlandet og på rejser – men herhjemme er det svært at indlede samtaler med nogen, man ikke allerede kender. Når vi er til fester, konferencer og arrangementer, har vi en tendens til at styre hen mod dem, der ligner os selv – og i mangel af bedre spørger vi typisk “nå, hva’ laver du så?” for at få samtalen igang. Og så udvikler samtalen sig temmelig forudsigeligt – man spørger og svarer det, man har spurgt og svaret 100 gange før. Gentager den samme gamle grammofonplade, som selv er ved at være temmelig træt af at afspille. Det er selvfølgelig bedre at starte samtalen dér, end slet ikke at starte en samtale. Men hvor vi dog længtes efter at kunne et sted hen, hvor vi kunne springe direkte til de spændende spørgsmål og alt det, vi havde på hjerte.

Jo mere vi snakkede med andre om det, jo mere viste det sig, at mange andre havde det ligesådan – men, at det var overraskende svært at ændre på. Vi havde simpelthen brug for en undskyldning for at kunne gå hen til fremmede og stille dem nogen interessante spørgsmål. Derfor startede vi samtalesalonerne – og derfor har vi siden eksperimenteret med at udvikle salonteknikker, samtalestartere og værtskab, der gør det helt naturligt for salongæsterne at gå direkte igang med de spændende samtaler.

Samtalesaloner er under konstant udvikling – og vi vrider og drejer hele tiden teknikkerne og øvelserne for at gøre dem bedre, finde på noget nyt og udvikle øvelser, der passer optimalt til de forskellige emner. Så når vi holder samtalesaloner, består drejebogen ofte af et mix af nogle af de efterhånden helt klassiske øvelser – og nogen, vi aldrig har prøvet før.

Vil du selv holde Samtalesaloner?

Vi har startet Samtalesaloner på helt frivillig basis, har udgivet det under en Creative Commons-licens og driver det stadig bare som et borgerlystent projekt.

Siden har ideen spredt sig over hele Danmark, og mange andre holder i dag deres egne samtalesaloner. Nogle værter følger vores oprindelige koncept til punkt og prikke og finder inspiration i vores håndbog og de mange materialer, der ligger frit til rådighed her på siden. Andre fylder alt muligt andet ind under overskriften “Samtalesaloner”. Vi kender kun selv til de færreste af de mange initiativer, men glæder os over, at ideen spreder sig, og at vi til sammen på hver vores måde er med til at styrke samtalekulturen.

Hvis du har lyst til at holde dine egne samtalesaloner, kan du finde inspiration i vores håndbog eller printe nogle af vores tidligere samtalemenuer og bruge dem til din egen salon. Materialet er udviklet og stillet frit til rådighed under Creative Commons Licens – det vil sige, at du frit kan lade dig inspirere af det, bygge videre på det og udvikle nye materialer på baggrund af det, så længe du deler dine materialer på samme vilkår – så alt, hvad der har med Samtalesaloner at gøre bliver ved at være frit tilgængeligt for alle samtalelystne.

Læs mere og kontakt os

Du kan læse meget mere om Borgerlyst i håndbogen Borgerlyst – Handlekraft i hverdagen og om Samtalesalonerne i håndbogen Samtalesaloner – Små skub, der får folk til at falde i snak. Du er også altid velkommen til at fange Nadja på 29499696 eller nadja@borgerlyst.dk – og Andreas på 30253049 eller andreas@borgerlyst.dk.

Comments are closed.